Gå til indhold
TEST 2

Overgangsregler for salg af aktier købt før 19. maj 1993

Ved salg af aktier, købt før 19. maj 1993, kan du enten bruge handelsværdien den 19. maj 1993 som anskaffelsessum eller få et nedslag i den skattepligtige fortjeneste. Du kan få et bindende svar fra Skattestyrelsen om handelsværdien. Bindende svar koster 400 kr. i gebyr.

  • Mindretalsaktionærer med børsnoterede aktier kan erstatte den faktiske købesum med handelsværdien (børskursen) den 19. maj 1993, hvis aktierne var købt før den 19. maj 1993.
  • Mindretalsaktionærer med unoterede aktier kan erstatte den faktiske købesum med handelsværdien den 19. maj 1993, hvis aktierne var købt før den 19. maj 1993.
  • Hovedaktionærer kan ikke bruge handelsværdien den 19. maj 1993 som købesum, men kan få et nedslag i den skattepligtige fortjeneste.

Når du bruger disse regler, er det afgørende, om du den 18. maj 1993 var mindretalsaktionær eller hovedaktionær. Reglerne for hovedaktionæraktier gælder også, hvis du har været hovedaktionær inden for de seneste fem år før den 18. maj 1993. Det er derimod uden betydning, om du nu er mindretalsaktionær eller hovedaktionær.

Hvis handelskursen den 19. maj 1993 bruges i stedet for den faktiske anskaffelsessum, gælder valget for alle aktier i samme selskab. Et fradragsberettiget eller modregningsberettiget tab kan ikke være større end forskellen mellem aktiernes afståelsessum og deres handelsværdi den 19. maj 1993.

Se en oversigt over de kursværdier, vi kender til for den 19. maj 1993:

Oversigt over kursværdier den 19. maj 1993 (Den juridiske vejledning)

Hovedaktionærer (Den juridiske vejledning)

For uddybende og fyldestgørende juridisk information, se Den juridiske vejledning om Overgangsregler for salg af aktier købt før 19. maj 1993