Gå til indhold
TEST 2

Du bor i Danmark og arbejder i udlandet

Hvis du opholder dig i udlandet for at arbejde, men stadig har din bopæl i Danmark, kan du i nogle tilfælde blive fritaget for at betale dansk skat af din løn, selvom du stadig er fuldt skattepligtig til Danmark.

Det afhænger bl.a. af:

  • hvor længe du arbejder i udlandet.
  • om din arbejdsgiver er dansk eller udenlandsk.
  • om du arbejder i et land, som Danmark har indgået dobbeltbeskatningsaftale med.

Hvis du arbejder i udlandet i mindst 6 måneder og ikke er i Danmark i mere end 42 dage i den periode, så kan du muligvis bruge reglerne i ligningslovens § 33 A. Se mere om betingelserne her.

Hvordan du beskattes efter ligningslovens § 33 A afhænger af, hvilket land, der efter dobbeltbeskatningsaftalen har beskatningsretten til din lønindkomst:

  • Har Danmark beskatningsretten, så får du nedsat din danske skat med halvdelen.
  • Har arbejdslandet beskatningsretten, så vil hele din danske skat blive nedsat på den indkomst, du har fra udlandet. Det samme gælder, når der ikke er nogen dobbeltbeskatningsaftale med arbejdslandet.
  • Hvis du hver dag pendler mellem dit hjem i Danmark og dit arbejde i Sverige eller Tyskland, er lønnen omfattet af reglerne i dobbeltbeskatningsaftalen med arbejdslandet. Du kan her ikke bruge ligningslovens § 33 A, da du afbryder udlandsopholdet, hver gang du kommer til Danmark, og dermed ikke opfylder betingelserne for at bruge denne regel.

Lønnen skal i alle tilfælde oplyses på TastSelv under afsnittet "Udenlandsk indkomst".

For uddybende og fyldestgørende juridisk information, se Den juridiske vejledning om skattepligt og dobbeltbeskatning